Til startsiden Udskriv side Sitemap



Beretning 2009

At aflægge beretning i år er en meget blandet affære. Bestyrelsen har virkeligt været på hårdt arbejde siden sidste generalforsamling. I 2007 besluttede generalforsamlingen, at der skulle afholdes brugerafstemning i 2009, hvilket også blev gennemført.

Der er bare det ved den, at tiden lige som er løbet fra brugerafstemningen på grund af den digitale udvikling på antennemarkedet og de deraf afledte måder at indkøbe programmer på. Alle ved jo, at den analoge teknik meget snart er fortid.

Vores svenske naboer er gået hele vejen, og TV-signalet i Sverige er nu 100 % digitalt. Det samme sker selvfølgelig i vore andre nabolande, og det samme skete i Danmark den 1. november 2009.

Det at være med i et fællesantenneanlæg giver nogle muligheder, som andre ikke har. Vi er i stand til lang tid fremover at levere signalet både digitalt og analogt. Det vil sige, at man, selv om man har et gammelt analogt tv, vil være i stand til at se de analoge programmer uden at skulle anskaffe sig en boks. Begrænsningen ligger selvfølgelig i, at man ikke får den fulde glæde af den digitale billedkvalitet, men det er selvfølgelig et valg som det enkelte medlem tager.

Når det er sagt, så er jeg sikker på, at langt de fleste husstande efterhånden har investeret i et digitalt TV. Situationen ligner vel meget dengang da alle skulle have farvefjernsyn. Man kan jo ikke standse udviklingen. Hvis man ikke vil stå på toget, så kører toget jo alligevel, bare uden dig. Bestyrelsen har altid sat en ære i, at det skal være så billigt som muligt at være medlem af antenneforeningen.

Vi har faktisk været for økonomiske, hvilket medfører, at vi jævnligt er nødt til at hæve kontingentet for at kunne betale for de indkøbte programmer, der konstant stiger. Da vi startede foreningen i 1974, for 36 år siden, kostede det 300 kr om året at være medlem. Dengang fik man 6 programmer, hvoraf der kun var et dansk. Øvrige svenske og tyske.

Den gang var der ikke noget der hed moms og copydan. Alle pengene gik til driften og udbygningen. Nu 36 år efter skal vi bruge 535 kr til drift. Det må siges at være billigt. Skiftende skatteministre har siden gjort livet surt for antenneforeningerne med indførelse af momspligt og copydanafgift.

Vi må endda betale copydanafgift på de danske programmer, der er dækket af vores licenskroner. Der er tale om en forskelsbehandling uden sidestykke. Alle enkeltpersoner/husstande, der modtager programmerne på parabol eller antenne, skal ikke betale copydan. Men antenneforeningerne skal. Vor herre bevares. Hvert år kommer der nye betalingskanaler til, at derfor er vi konstant bagud med vores kontingent. Det kan simpelt hen ikke dække meromkostningerne.

Brugeraftemningerne er hele tiden bag ud i forhold til den tekniske udvikling, så derfor kan de ikke længere bruges. Når vi fremover skal købe programmer ind, så ligger de i nogle samlede puljer, der samtidig gør dem billigere end før. Vi blev i bestyrelsen enige om, at hvis der skal være en fremtid for fællesantenneforeningen, så må det blive sådan, at der bliver en langt større valgfrihed for det enkelte medlem end vi tidligere har haft.

Vi gik ind i forhandlinger med A+, der kunne tilbyde os IP tv til en pris, som vi bare ikke kunne sige nej til. Nu var det pludselig muligt for os at dele vores programudbud i 2 pakker med mulighed for tilkøb via en digital boks. Vi afholdt et åbent hus på torvet i Fakse den 1. maj 2009, hvor der var virkelig store interesse om projektet. Ole M. Radio havde arrangeret en opstilling af digitale fladskærme, så man ved selvsyn kunne se, hvor fantastisk en billedkvalitet kan kunne opnå ved modtagelse af digitalt TV, herunder selvfølgelig også HDTV.

IPTV modtages via et modem og en digital boks. Ca 25 medlemmer fik en boks til test. Testen har ikke forløbet tilfredsstillende. Billedkvaliteten er i top, når systemet ellers fungerer, men det har vist sig at være alt for følsomt og langsomt at starte op. A+ måtte indrømme, at vi nok var nødt til at gå andre veje, og vi besluttede os for en digital løsning, der kører på DVB-C. Kort tid efter blev A+ opkøbt af YouSee, og vi kunne nu starte forfra. Vi indledte herefter forhandlinger med Stofa, Canal Digital samt YouSee, og det var YouSee, der kom med det bedste tilbud.

Vi har lavet en 3 årig aftale med YouSee om levering af programmerne. YouSee leverer programmerne via en lysleder direkte til hovedstationen. Det betyder, at vi kan nedlægge en hel del af isenkrammet, hvilket på sigt betyder lavere driftomkostninger både til strøm og vedligehold. YouSee har nogle standardpakker, som dækker de fleste kanaler, der blev stemt ind ved brugerafstemningen i 2009. Vi har nu lavet en aftale med YouSee, der indebærer, at man for kun 1100 kr om året kan få leveret 24 kanaler, hvoraf de 15 kan modtages analogt.

Fuldpakken vil i 2011 koste 2655,00 kr, hvoraf de 535 kr er kontingent. Det er 345,00 kr mere end nuværende samlede udgift, men så er der også TV News, Kanal 6, Kanal 4, Kanal 9 samt kanal 5 i HD med i prisen. Man kan sige, at vi har kørt på frihjul i 2009, hvor vi har kørt med et teknisk underskud på ca. 345 kr pr. medlem som er brugt til programafgift. Vi forventer, at YouSees programpakke er implementeret senest 1. juni 2010 uden ekstraregning for 2010.

Fra da af vil det være muligt at indkøbe ekstra betalingskanaler i 4 blokke til en pris af ca. 49 kr pr. md. Her vil børnefamilierne have mulighed for at indkøb f.eks. Disneykanalerne, som nogle medlemmer har efterlyst. Men alt dette kan Per Eksteen fra YouSee redegøre nærmere for senere på aftenen. 2010 er der opkrævet 2310,00 kr, hvilket efter programafgifter og Copydan giver kun ca. 200 kr til drift af foreningen, hvilket i sagens natur er for lidt. Vi vurderer, at vi skal bruge 535,00 kr om året til antenneanlæggets drift samt henlæggelser til uforudsete udgifter og opsparing til fremtidige moderniseringer.

Vi er i år ved at lægge sidste hånd på et digitalt overvågningssystem på vores forstærkere, så det bliver muligt at fejlfinde hjemme på kontoret. Det betyder, at vi hurtigere kan servicere medlemmerne, når der opstår en fejl. Samtidig bliver det også billigere, da vi kan indkredse problemet hjemmefra. Vi har ikke flere store moderniseringer i kikkerten, og derfor vil vi kunne finansiere prisstigninger i 2010 på programdelen inden for det aftalte kontingent. Vores nye vedtægter indeholder bestemmelse om, at vi skal fremlægge et takstblad, hvoraf det fremgår, hvad de forskellige ydelser koster. Vi har uddelt takstbladet, som skal godkendes sammen med kontingentet.

Vores internet/IP aftale sker nu gennem Dansk Kabel TV, hvor vi har lavet en sideløbende 3 årig aftale. Dansk Kabel TV er et datterselskab af YouSee.

Hvis vi ser på, hvad andre antenneforeninger koster, så ligger vi i den absolut lave ende, når vi sammenligner os med antenneforeninger af samme størrelse.

Til sammenligning koster Hårlev Antenneforening med den store pakke over 7.000 kr, hvilket Per Eksteen kan bevidne. Jeg læste i Erhvervsbladet den 24. marts, at Canal Digitals tv-pakker stiger med 29 procent for grundpakken og 15 procent for familiepakken, der svarer til vores store pakke. Så er det jo godt at have lavet aftalen med YouSee. Her er stigningen i 2011 anslået til max. 4 procent. Hvis man ønsker at komme ned på grundpakken til 1100 kr, så skal man senest den 1. november i år meddele det skriftligt til antenneforeningen. Det vil være gratis at få installeret et filter i antenneskabet, hvor stikledningen er tilsluttet.

Hvis man senere fortryder, skal man selv betale for at få filtret fjernet. Jeg ved, at YouSee arbejder på, at man en dag også vil kunne tilkøbe ekstra programmer også i grundpakken, men om det bliver til noget, vil fremtiden vise. Jeg vil understrege, at antenneforeningen er det billigste sted at købe sine TV programmer. Hvis man skal se det samme på en parabol, så kommer man til at betale ca. 4800 kr. Da vores gamle kasserer flyttede fra kommunen i 2007, blev Jørn Jensen valgt til ny kasserer. For ikke at overbelaste ham, indgik vi aftale med Revifaxe om, at de skulle køre opkrævning af kontingentet, rykkerprocedurer, og lukkelister.

Det fungerede ikke. Der skulle have været udsendt rykkere i februar. De blev først sendt 1. rykker ud i juni og anden rykker i september. Det er jo ikke godt nok, og det satte bestyrelsen på en større pengejagt, hvor vi var ude og stemme dørklokker for at få pengene ind. Vi ser det som sidste udvej at skulle lukke for antennen. Vi har indkøbt nyt regnskabsprogram og betalt en konsulent for at køre det ind.

Vi har i år med det nye system arbejdet benhårdt på, at det ikke skal gentage sig, og nu er der styr på alt. Vi har med denne model nedsat vores administrationsudgifter med ca. 70.000 kr. Revifaxe har i år udarbejdet årsregnskabet, der er omdelt.

Med disse ord, vil jeg afslutte min beretning.

Niels Svane

formand

 

HUSK ALTID AT PÅFØRE MEDLEMSNR. PÅ ENHVER INDBETALING TIL ANTENNEFORENINGEN



Faxe-Faxe Ladeplads Antenneforening | Jørn Manon Jensen | Odinsvej 6 | 4640 Faxe | Tlf.: 40 205 854 | E-mail: